Historien om Lars Vilks og Muhammed som hund

Man har et nedladende navn for den type kunst, der ikke tjener andet formål end at pynte lidt i det offentlige rum. Man kalder den for rundkørselskunst. I Linköping i det sydøstlige Sverige blev et sådant kunstværk i 2006 udsat for hærværk. Skulpturen, der prydede en af byens mange rundkørsler, bestod af en kæmpemæssig stålcirkel og en hundefigur i beton.

Men en sen aften i maj listede ukendte gerningsmænd sig ind på skulpturen og skilte hundens hoved fra kroppen. Kunstneren Stina Opitz fik til opgave at fremstille et nyt eksemplar af sit værk. Men inden hun nåede så langt, kunne man pludselig i juni observere en hjemmelavet træhund midt i rundkørslen – og snart efter dukkede endnu en hund op i en rundkørsel to timer nordpå i Örebro.

I slutningen af november gjorde avisen Östgöta Correspondenten foreløbig status over fænomenet og konstaterede, at hele 54 rondellhunde på bare fem måneder havde fundet vej til diverse rundkørsler rundt om i Sverige – lige fra Kiruna i nord til Ystad i syd.

’Tegningerne er gode, men ...’

Det var midt i denne opvisning af svensk folkehumor, at kunstneren og kunstprofessoren Lars Vilks blev inviteret til at deltage i en årligt tilbagevendende udstilling på Tällerud Hembygdsgård lidt uden for Karlstad. Her var årets tema netop ’Hunden i kunsten’.

Inspireret af den aktuelle rundkørselskunst i Sverige samt af den ophidsede Muhammed-debat i Danmark indleverede Vilks tre stregtegninger af den hellige profet forvandlet til rondellhund.

På udstillingen året forinden havde temaet været ’kat’, og her havde en af bidragyderne malet et kritisk maleri af George Bush som firbenet pelsdyr med knurhår og hale. Vilks mente, at de samme regler, som gjaldt for en statsleder, også måtte gælde for en religiøs figur. Men det skulle vise sig, at dén holdning ikke var delt af arrangørerne.

Få timer før ferniseringen skulle finde sted den 20. juni 2007, besluttede kurator Märta Wennerström at pille Vilks tegninger ud af udstillingen.

»Jeg synes, at tegningerne er gode, men der er en frygt her på Hembygdsgården for, at de skal føre til problemer og ballade,« forklarede hun med henvisning til de forudgåede voldelige reaktioner på de danske Muhammed-tegninger.

Selvcensuren i kunsten

Efter afslaget forsøgte Lars Vilks at få sine tegninger afsat til en udstilling på kunstskolen Gerlesborgsskolan, hvor han selv havde optrådt som gæstelærer flere gange. Men også her endte hans muhammedhunde med at blive afvist på grund af »sikkerhedshensyn«. De mange afslag – der senere også inkluderede Moderna Museet i Stockholm – blev anledning til en hed debat i svenske medier om selvcensur og ytringsfrihed. I slutningen af august, godt en måned efter at de kontro-versielle hundetegninger første gang var blevet afvist, optrykte den Örebro-baserede avis Nerikes Allehanda i protest en tegning led- saget af en lederartikel med overskriften: ’Retten til at latterliggøre religion’.

»Kunstgallerier lader sig (...) skræmme af et diffust had. De sender et budskab om, at det er let at skræmme til tavshed,« lød det anklagende i lederen. Kort efter modtog avisens chefredaktør og Lars Vilks de første målrettede trusler om repressalier.

Hundekunster

Den svenske kunstner har ikke været i stand til at leve et normalt liv siden. I 2010 blev hans hus forsøgt brændt ned af to knivbevæbnede brødre. Året efter, i 2011, kom tre mænd under anklage for at have haft til hen- sigt at slå Vilks ihjel ved en fernisering. Og to gange er han blevet overfaldet ved offentlige forelæsninger, senest på Karlstad Universitet i februar 2012.

Irakisk al-Qaeda har udlovet en dusør på 100.000 dollar til den, der dræber Vilks; han bevæger sig derfor ikke uden for sit hjem uden politibeskyttelse, og der bor fast politibetjente på hans ejendom udenfor Helsingborg.

I offentligheden deler Lars Vilks folk i to: Der er dem, der mener, at hans kunst er unødvendigt provokerende, og dem, der mener, at den er en nødvendig provokation. På dansk har man et udtryk for handlinger, der både fremstår som »morsomme påfund«, men også rummer »anstrøg af latterlighed eller dårlig smag«. Man kalder dem ’hundekunster’.

Men for Lars Vilks er det mor- somme for længst gået ud af projektet.

Efter attentatforsøget på hans person lørdag eftermiddag blev det endnu engang tydeligt, at han med sine kontroversielle hunde- tegninger har placeret sig selv – ikke i en rundkørsel – men på en ensret- tet gade: Han kan vælge at fortsætte. Men han kan ikke længere vende om.