Femi tilbage til FC Midtjylland
Oluwafemi Ajilore kommer i næste uge til prøvetræning hos Ulvene
Udgivet:04. september 2013, 15.06
Læsetid:1 minut
Arkivfoto: Kurt Larsen. Oluwafemi Ajilore har spillet 98 kampe for Ulvene - og skal nu forsøge at tilspille sig sin anden kontrakt med FCM
11 år siden
Den nigerianske midtbanespiller, Oluwafemi Ajilore - bedre kendt som Femi - kommer formentlig i næste uge tilbage til FC Midtjylland.
Den 28-årige afrikaner har stået uden klub siden kontrakten med hollandske Groningen udløb i sommer.
I den kommende tid skal Oluwafemi Ajilore forsøge at spille sig til en aftale med Ulvene - klubben, hvor han spillede fra 2002 til 2008, inden han blev solgt til Groningen, der betalte cirka 25 millioner kroner for nigerianeren.
- Vi kender Femi rigtig godt og har holdt kontakten ved lige. Han skal træne med, og så skal vi vurdere, om han stadig er den gamle Femi, som styrede vores midtbane, siger ordførende direktør Claus Steinlein.
Oluwafemi Ajilore, der står noteret for 98 kampe for FCM, var i forrige sæson udlejet til Brøndby.
Han har siden sommer trænet i Nigeria, og afventer lige nu sit visum, der giver adgang til Danmark.
FC Midtjylland forventer, at der går mellem tre til ti dage, inden Femi er klar til at træne med i klubben.